Hvad søger du?

Din hverdag nu og i fremtiden

DE EFTERTRAGTEDE MASKINMESTRE

Maskinmesterprofessionen står fortsat stærkt på både nu- og fremtidens arbejdsmarked. Virksomhederne efterspørger i stigende grad maskinmestrenes brede kompetencer i nye funktioner.

De seneste års fremkomst af nye teknologier fortsætter med uformindsket styrke. Det udfordrer såvel virksomhederne som arbejdsmarkedet, og det kalder på stærke fagfolk, der kan både drifte og lede, og som ikke er bange for at udfordre traditioner og vanetænkning. Derfor er maskinmestrene og deres kompetencer efterspurgte i erhvervslivet, og fremtidsudsigterne er lyse for de mange, der er på arbejdsmarkedet, og for de cirka 2.800 studerende på landets maskinmesterskoler og maritime centre.

Maskinmesterens kompetencer

Maskinmestrenes Forening har i ”Aftager- og dimittendanalysen 2025” evalueret maskinmestrenes kompetencer ift. erhvervslivet. Maskinmesterprofessionen i Danmark er under hastig udvikling i disse år. Fremadrettet skal maskinmestrene i endnu større grad kunne håndtere en grønnere og mere digitaliseret virkelighed, hvor projektledelse, drift, vedligehold, innovation, sikkerhed og optimering er i fokus.

Maskinmestre besidder en masse af de faglige kvaliteter, der vil blive brug for i fremtiden – eksempelvis stærke el-tekniske kompetencer i drift af bygninger, skibe og forsyning, og viden om vedligeholdsplaner og optimering af digitaliserede produktionsanlæg i blandt andet maskinindustrien og hospitalssektoren.

Derudover sætter virksomhederne stor pris på maskinmestrenes samarbejdsevner og beslutningskraft, der gør dem i stand til at tage ansvar, træffe beslutninger og sørge for at få problemerne løst. Netop de gode samarbejdsevner og sociale kompetencer, evnen til at fungere som bindeled mellem de udførende og de teoretiske professioner samt en stærk teknisk viden og høj faglighed er noget, virksomhederne i høj grad ser efter, når de ansætter maskinmestre.

Fordeling af maskinmestre på sektorer

Service, handel og rådgivning

4.124

+4,6% ændring i forhold til 2023

Industri

4.054

+3,9% ændring i forhold til 2023

Energiforsyning, vand og renovation

1.298

+8,2% ændring i forhold til 2023

Skidsfart/Offshore

1.129

+0,09% ændring i forhold til 2023

Bygning og anlæg

671

+0,3% ændring i forhold til 2023

DET ER OS DER ÅBNER DØREN, NÅR FREMTIDEN BANKER PÅ

Med handlekraft og et analytisk hoved forvandler vi vores viden indenfor bl.a. bæredygtig energiproduktion, optimering af teknologi og innovation til konkrete løsninger, der gør virksomhedens klimaaftryk grønnere.

Grøn energi til grønne planter

Gartneriet Thoruplund er ved at konvertere maskinmester Anders Kæregaard Sørensens bachelorprojekt til en varmepumpeløsning.

Anders Kæregaard Sørensen blev maskinmester i januar 2021 fra SIMAC, og hans bachelorprojekt handlede om fordelene ved at installere en varmepumpe på gartneriet Thoruplund på Fyn som erstatning for en gammel kulkedel.

Den grønne omstilling byder på nye udfordringer for maskinmestre

I den grønne omstilling vil der være enorm efterspørgsel efter maskinmestre, siger Lars Aagaard, Direktør i Dansk Energi og Glenda Napier, CEO hos Energy Cluster Denmark.

Det er en kæmpe opgave, der skal løses, hvis klimamålet om de 70 procent skal lykkes i 2030, og maskinmestre kan ifølge direktøren for Dansk Energi komme til at spille en central rolle på flere niveauer i de kommende ti år. Her vil den grønne omstilling ifølge en rapport fra Dansk Energi skabe en kæmpe efterspørgsel på arbejdskraft.

Automation nu og i fremtiden

Hos DI-Teknik i Køge arbejder to unge maskinmestre, for hvem automation var vejen ind i faget. De forventer begge, at det vil fylde endnu mere i deres fremtidige karrierer.

DI-Teknik i Køge er en af Danmarks førende automationsvirksomheder og arbejder med en bred vifte af industrier lige fra farmaindustrien til hospitaler, fødevareindustrien og den petrokemiske industri. Derfor er der helt naturligt ansat en del maskinmestre i virksomheden.

Datacentre og power-to-x giver nye muligheder

Ifølge Thomas Volder, der er formand for Datacenter Industrien, er der masser af fremtidige arbejdspladser for maskinmestre, som ønsker at arbejde med datacentre og Power-to-X. Samstemmende lyder det fra Katrine Korff Hansen, som har været i maskinmesterpraktik hos Googles datacenter.

Mange af kompetencerne, der efterspørges inden for disse to brancher, besidder maskinmestre. Generelt vil der ifølge Thomas Volder være rigtig gode jobmuligheder for maskinmestre, som ønsker at beskæftige sig med datacentre og Power-to-X.