Kompetencer
Forside / Rådgivning / Karriere / Kompetencer
Kompetenceprofilen er et værktøj, som du kan bruge til at få overblik over dine kompetencer og få konkretiseret det, du kan. På en struktureret måde kan kompetenceprofilen hjælpe dig til at oversætte din viden og erfaring til kompetencer, som du kan bruge i forbindelse med din jobsøgning.
Din uddannelse, din erhvervserfaring og din eventuelle efteruddannelse er sammen med erfaringer fra dine fritidsaktiviteter centrale i udarbejdelsen af din kompetence-profil. Når du har udarbejdet din kompetenceprofil, har du en oversigt over alle dine kompetencer – oversigten er et rigtig godt udgangspunkt, når du skal målrette din ansøgning og dit CV.
De tre kompetence-arter
Vi skelner mellem de faglige, personlige og sociale kompetencer.
- De faglige kompetencer er de vigtigste i dit materiale til virksomhederne og dem, de er på udkig efter. De faglige kompetencer dækker over den fagspecifikke viden, du har med dig fra dit studie og job.
- Dine personlige kompetencer er f.eks. nysgerrighed og kreativitet.
- Dine sociale kompetencer er f.eks. samarbejde, formidling og koordinering.
Prøv Kompetenceprofilen
Her kan du vælge en trin-for-trin guide til afklaring af dine kompetencer, der passer bedst til din aktuelle situation som nyuddannet eller erfaren. Inden du går i gang, er der en vejledning til, hvordan du bedst muligt udfylder den.
Hvis du har brug for sparring, når du laver din kompetenceprofil eller overvejer, hvad du kan og vil, er du altid meget velkommen til at kontakte os på telefon +45 3336 4920 eller mf@mmf.dk
Relevante dokumenter
Find dine styrker
Bliv klogere på dine personlige styrker med en gratis test baseret på positiv psykologi og trivsel.
Vi arbejder og trives bedst, når vi bruger vores stærkeste sider. Derfor kan det være en fordel at kende sine styrker i forbindelse med ansøgninger, CV og kompetenceudvikling.
Her finder du en gratis styrketest baseret på positiv psykologi, som fokuserer på styrker frem for svagheder. Testen giver en oversigt over 24 personlige styrker. Den er udviklet af Via Survey, kan tages på dansk og tager cirka 15 minutter at gennemføre.
Forstå din persontype
Bliv klogere på din persontype og få indsigt i styrker, samarbejde, beslutninger og personlige præferencer.
Når du arbejder med at afklare dine kompetencer, kan det være en fordel at kende din persontype.
En persontypetest giver indsigt i, hvordan du tænker, træffer beslutninger og samarbejder med andre. Du kan blandt andet blive klogere på, om du er introvert eller ekstrovert, tænkende eller følende.
Der findes ingen rigtige eller forkerte svar, og testen tager cirka fem minutter at gennemføre.
Læg en strategi og få jobbet
Jobsøgning kan være krævende og frustrerende. Undgå panik ved at lægge en klar strategi med langsigtede mål, og husk også at tælle de små succeser.
Du får størst succes med din jobsøgning, hvis du fra start fastlægger en klar og veldefineret strategi med fokus på dit langsigtede karrieremål. Sådan lyder anbefalingen fra chefkonsulent i Akademikernes A-kasse, Birgitte Schierning.
”Med overkommelige mål og eventuelt en tidsramme på eksempelvis fem år er risikoen for uhensigtsmæssige og paniske jobsøgningstilstande mindsket. Identificér hvor du ville ønske at være om fem år og dernæst hvilke skridt på vejen, der kan hjælpe dig med at nå dit mål”, siger Birgitte Schierning, der til daglig tilbyder karriererådgivning til nyuddannede og jobsøgende.
Ifølge Birgitte Schierning bør du undgå kun at sidde hjemme foran skærmen og søge udelukkende på opslåede stillinger. Hun oplever, at det er de færreste ansøgere, som får jobbet ved at følge den strategi. Brug i stedet tiden på at gøre dig synlig og attraktiv for potentielle arbejdsgivere. Vis flaget og tilegn dig ny viden ved at deltage i faglige arrangementer. Disse tiltag gavner dig ikke alene i forhold til synlighed og attraktivitet – de giver dig ofte fornyet energi til din fortsatte jobsøgning.
Hvis den første strategi slår fejl
Der er ingen garanti for, at den første jobsøgningsstrategi fører til ansættelse. Du skal derfor ikke være bange for at skifte strategi undervejs. Fremfor at bruge samme tilgang til jobsøgning måned efter måned anbefaler Birgitte Schierning, at jobsøgende skifter strategi hver tredje måned.
”Strategien skal altid indeholde nye tiltag. Enten ved hjælp af ændrede søgefelter – og brancher – eller ved hjælp af ændrede strategier. Der er ingen grund til at hænge fast i strategier, der ikke virker”, slår karriererådgiveren fast.
Hæng dig ikke i afslagene
Den til tider langstrakte proces med at finde et nyt arbejde kan blive for meget selv for den mest hårdhudede jobsøger. I tilfælde, hvor modet svigter, anbefaler Birgitte Schierning, at du opsøger hjælp i et jobsøgningsnetværk. Her kan du kvit og frit deltage i workshops, individuelle karrieresamtaler og få råd og vejledning i øvrigt.
Afslag er en uundgåelig del af jobsøgning, og du bør derfor undgå at slå dig selv oven i hovedet, hvis du ikke får jobbet ved første ansøgning. ”Jobsøgning er hårdt arbejde. De fleste lægger en bid af sjælen, når de sender en ansøgning – og drømmen brister ofte, hvis du ikke får jobbet. Forsøg så vidt muligt at holde afslagene fra livet”, siger Birgitte Schierning.
Hun vil gerne minde jobsøgende om at holde fast i det, som går godt. Det er for eksempel noget særligt, når ansøgningen resulterer i en samtale – også selvom det ikke ender med en ansættelse.
”Hvis du kaldes til samtale, er du altså valgt ud blandt måske 100 eller 200 ansøgere. Det skal du huske at anerkende dig selv for. Husk i det hele taget at tælle dine store og små succeser”, siger hun.